EN
 

Poul Ekelund - I pagt med naturen

Poul Ekelund – I pagt med naturen

 

I 2021 ville billedkunstneren Poul Ekelund være fyldt 100 år, og det markerer Vendsyssel Kunstmuseum med en retrospektiv udstilling og en tilhørende forskningspublikation.

Poul Ekelund var en kunstnerisk ener, der gik sine egne veje. I en tid, hvor det abstrakte og formalistiske maleri fyldte mest på kunstscenen, markerede Poul Ekelund sig som en fornyer af det traditionsbundne, naturalistiske landskabs- og figurmaleri. Af samme grund har hans værk kun været perifert behandlet af eftertidens kunsthistorikere, for hvem den eksperimenterende kunst indtog en særstatus. Med udstillingen ønsker museet at udbrede kendskabet til Poul Ekelund og genindskrive hans værk i dansk 1900-tals kunsthistorie.

På udstillingen præsenteres et bredt udsnit af Poul Ekelunds samlede værk fra 1940’erne og frem til hans død i 1976. Værkerne er især kendetegnet ved to grundmotiver – menneske og landskab. Hos Poul Ekelund smelter naturiagttagelsen sammen med fantasi og følelse, og værkerne bliver herigennem betragtninger over forholdet mellem natur og menneske.

Ud over malerier vil udstillingen også omfatte kunstnerens grafiske værk, som hører til den mere ukendte del af hans produktion.

Udstillingen er arrangeret i samarbejde med Odsherreds Kunstmuseum, Museum Vestsjælland og Museum Thy/Heltborg Museum.