Behncke - Heerup - Hildebrandt
I samarbejde med Heerup Museum i Rødovre stilles skarpt på tre toneangivende kunstnere: Søren Behncke (f. 1967), Henry Heerup (1907-1993) og Kristian Hildebrandt (1924-2011).
De tre kunstnere har på hver deres måde forholdt sig til samtidens "brug og smid væk”-kultur. Hildebrandt kombinerede således ødelagte ure, mønter og søm med naturen så som rav og trærødder. Heerup lod sig inspirere af hverdagens genstande som lampeskærme, cykeldele, kaffekander og en grammofontragt og sømmede det hele sammen til tredimensionelle konstruktioner, mens Behncke især har været optaget af pap som et udtryk for den moderne forbrugsmentalitet; indpakning af forbrugsgoder som fladskærm, der sendes verden rundt. Fælles for de tre kunstneres metoder er valget af materiale som en integreret del af værket samt ophobningen af materialer.
Ambitionen er, at der i mødet mellem de tre kunstnere, der på hver deres måde har været foregangsmænd i deres brug af genbrugsmaterialer, vil opstå nye og hidtil uformidlede fortællinger, som motiverer refleksion hos publikum. Den unikke sammenstilling viser et særligt blik for materialitet, for bæredygtighed i kunsten og en inspirerende kunstnerisk metodefrihed.
Et andet samlingspunkt er kunstnernes arbejde med symbolik; både de konventionelle som hjerte og kors og de selvopfundne symboler, der skabes gennem gentagelsen. Behnckes billedserier viser i sig selv, hvordan gentagelsen som metode giver en flydende bevægelse fra motiv til symbol.
Heerup og Hildebrandt benyttede begge symboler til at tillægge værkerne betydning og invitere beskueren ind gennem velkendte motiver. På denne måde opnåede de en umiddelbar aflæselighed og en bred folkelig appel samtidigt med at de fastholdte kunstens kompleksitet. Som et led i kurateringen vil sammenfald i motiver og tematikker sammenholdt med Behnckes samtidige kommentarer blive sat i spil.
Fælles for de tre kunstnere er altså en helt grundlæggende forkærlighed til genbrugsmaterialer, et metodefællesskab og en særlig genbrugsæstetik, der bevidst nedbryder skellet mellem høj- og lavkultur, det unikke og det masseproducerede. Integreret hos alle tre kunstnere er desuden forholdet mellem symboler, humor og alvor.
Til udstillingen er udgivet en rigt illustreret publikation med installationsfotos fra udstillingen samt artikler af Jens Tang Kristensen (Postdoc. ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab, Københavns Universitet), Anni Lave Nielsen (Museumsleder, Heerup Museum) og Kathrine Hejborg Kristensen (Museumsinspektør, Vendsyssel Kunstmuseum).
Projektet er støttet af Statens Kunstfond, Augustinus Fonden og Knud Højgaards Fond.
Udstillingen vises 5. juni - 20. september 2020