Kirsten Klein - Spor af tid

Man kan næsten høre havet bruse, tidevandet risle og træerne hviske i mange af Kirsten Kleins (f.1945) landskabsfotografier. Klein har siden 70erne været den fotograf, der med størst konsekvens og med sin helt egen stil igen og igen har fortolket og formidlet landskabet – den fotograf der nok har betydet mest inden for det danske landskabsfotografis tradition. Siden 70erne har hun som en anden opdagelsesrejsende fanget stemninger og steder rundt omkring i verden. Hun har på evigt nye måder og med kameraets linse registreret landskabets omskiftelige former – ikke mindst på Mors hvor hun bor. Med sit kamera over skulderen og støvlerne trukket godt op begiver hun sig næsten dagligt ud for at vende, dreje og analysere hver detalje i naturens mangfoldige udtryk. Hun skildrer i ét nu det storladne med det velkendte, ligesom hun fanger både det meget larmende og det helt tyste. Det gør hun, både når hun går helt tæt på motivets detaljer, og når hun panorerer hen over landskabet.

Fotografiet har mere end nogen anden teknik formet vor kulturs billedopfattelse. Vi lever i en lind strøm af fotografier, som vi omgiver os med i vores dagligdag. Vi møder fotografiske billeder i aviser, tv, blade, reklamer, på emballage og tøj, og alligevel er det først omkring 70erne, at museerne har taget fotografiet til sig som kunst. Vi er alle forbrugere af fotografiet og har indoptaget det som et naturligt element i både hverdagen og til højtiderne. Også ved personlige begivenheder bliver store og små øjeblikke foreviget til familiealbummet. Vi er med andre ord meget mere fortrolige med fotografiet som billedmedie, end f.eks. maleriet, som kun meget få af os behersker teknisk. Men alligevel har det altså taget lang tid for fotografiet at komme ind på de bonede gulve. I dag er fotografiet anerkendt som kunst, og én af de fotografer, der har været med til at sætte skub i udviklingen, er Kirsten Klein.

Med en retrospektiv Kirsten Klein udstilling “Spor af tid” ønsker Vendsyssel Kunstmuseum ikke blot at vise Kleins stemningsfulde og storladne landskabsfotografier, men også at fejre 60 året for denne moderfigur i det danske fotografis historie. Udstillingen er den første tilbageskuende udstilling, Klein har haft, og kunstmuseet viser både de allerførste, de seneste – og ikke mindst alle billederne ind imellem.

Hovedvægten ligger på Kleins landskabsfotografier, hvor en stor del udspringer af naturen på Mors. Men billederne tager os også med på rejser til blandt andet Mexico, Grækenland, Afrika, Island og ikke mindst Irland. Alle Kleins fotografier besidder en helt særlig stemning. De skildrer ofte ubefolkede steder eller forskellige menneskeskæbner, som det barske vejrlig og naturens gang har sat sit præg på.

Klein blev udlært som fotograf i 1966. Året efter rejste hun til USA, Mellem- og Sydamerika, og siden fulgte en lang række rejser, især til Irland og Island. I 1976 bosatte hun sig på Mors, og i øens landskab og de nærliggende Vesterhavsegne, kombineret med indtrykkene fra rejserne, fandt hun det karakteristiske billedsprog, som hun har videreudviklet lige siden.

De sanselige, poetiske og ofte melankolske skildringer af landskaber, præget af årstidernes gang, vejrets skiften, menneskets dyrkning og naturens egen konstante bearbejdning er omdrejningspunktet. I Kleins fotografier finder man en form for religiøs- romantisk naturbesjæling, også når hun sommetider isolerer enkeltmotiver, såsom en fuglevinge, et hvidløg eller en plante. 

Fra slutningen af 1980erne begynder Klein at udforske fotografiets gamle teknikker som hulkamerafotografering, platintryk, cyanotypi og fotogravure. Ved hjælp af de gamle teknikker tilfører hun fotografiet en særegen stoflighed, der understreger billedernes poetiske sanselighed. Her afprøver hun fotografiske teknikker, der bærer præg af en meget lang eksponeringstid, som kommer til at stå i skærende kontrast til det fotografiske øjeblik, der jo om noget har præget fotografiet gennem tiderne. Det sekund, hvor tiden står stille, synes at være kernen i Kleins produktion, der er optaget af en evig undersøgelse af tidens og naturens ukontrollable kræfter.

Fotografierne er på mange måder klassiske landskabsbilleder med forblæste træer i et på én gang sanseligt og umiddelbart formsprog. Nogen ville måske mene, at de formidler et særligt feminint blik på naturen og de mennesker, der befolker den. Denne ømme omgang med naturen, hvor den bliver vist fra sin mest naturlige side og aldrig skildres med nogen form for spor af industri eller byliv, synes at være meget central i Kleins billeder. Aldrig ser man landbrugsredskaber, der ligger som vidnesbyrd efter landmandens færd i det ganske land, ej heller hverken byen eller en skorsten i det fjerne. Naturen skildres som et råt og arketypisk landskab i en meget sanselig og feminin fremstilling, hvor det moderne menneske og industrisamfundet ikke har ændret på noget. Med det in mente kan Kleins billeder godt komme til at stå som små tidslommer – eller som ‘spor af tiden’ i en tid der ellers er præget af miljøsvineri og industrialiseringens lette omgang med naturen. Ingen tvivl om at Klein leder efter det skønne i naturen og bruger den som åndehuller eller oaser i en tid, der for de fleste i deres egen dagligdag må tegne sig som en hektisk tid. 

Landskabstraditionen står stærkt på Vendsyssel Kunstmuseum: både topografiske landskaber der knytter sig til konkrete steder derude, og landskabsbilleder der ikke knytter sig til et specifik landskab med en præcis genkendelig udsigtspost men derimod rummer lidt af den samme dybde og længsel, der er så udtalt i Kleins billeder. For selv om Klein på mange måder er allermest kendt for sine landskabsbilleder fra Mors, så er hendes billeder ikke konkrete og genkendelige vues fra steder, man nemt genkender, men nærmere en form for skildringer af almenmenneskelige tilstande, hvor længslen efter en kontakt med noget større, noget mere og noget andet er kombineret med en uprætentiøs ydmyghed. 

Kleins billedunivers tager os med til fjerne egne i et næsten abstrakt, surreelt og alligevel nærværende billedsprog, der på mere end én måde kalder på vore sanser. Ligesom det traditionelle landskabsmaleri ind i mellem gør, vækker Kleins billeder vore drømme, skærper vores (ud-) syn, samtidig med at de taler til en længsel i mennesket efter noget mere og efter noget andet.

14. januar - 24. april