EN
 

Svend Wiig Hansen: Gående, faldende, stående

Med sit rå og kraftfulde formsprog sætter Svend Wiig Hansen (1922-1997) mennesket i centrum – skrøbeligt, alene og mærket af efterkrigs­tidens eksistentielle uro. I mere end 50 år skildrede Wiig Hansen det inderste af vores eksistens i maleri, skulptur, film og grafik.

Gående, faldende, stående viser værker fra hele Svend Wiig Hansens karriere. Fra skandalen om ’Moder Jord’-skulpturen i Aarhus til realiseringen af det ikoniske vartegn ’Mennesket ved havet’ i Esbjerg undersøger udstillingen, hvorfor Wiig Hansens motiver stadig vækker både opsigt og følelser.

Selvom Wiig Hansens værker spejler den mørke efterkrigstid, rejser de også spørgsmål om, hvad det vil sige at være menneske i en kaotisk og foranderlig verden.

Svend Wiig Hansen havde en nær tilknytning til Vendsyssel, hvor familien tilbragte somrene i huset i Kandestederne ved Skagen, ligesom han har skabt adskillige grafiske værker på Hjørring Grafisk Værksted.

Udstillingen er udviklet i samarbejde med ARoS Aarhus Kunstmuseum.