Poul Anker Bech: På vej
Udstillingen udfolder ’vejen’ som et gennemgående motiv i Poul Anker Bechs (1942-2009) billedunivers. Heri indgår både motiver med veje og vejspor konkret og i overført betydning – at være på vej; som menneske både fysisk og mentalt.
Udstillingen spænder fra 1970ernes hyperrealisme, hvor der zoomes ind på vejens forgreninger og forløb, ofte geografisk forankret med byskilte og vejnavne, til de senere værker, hvor vejen frigøres i svævende plateauer. Eller i motiver, hvor spor og efterladenskaber fra mennesket optræder på vejen, som kiler sig ind og ud af landskabet – og ind i beskuernes rum. I flere af Bechs billeder opleves motivet fra et transportmiddel, en bil eller et fly, eller man følger motorcyklisten, løberen og andre skikkelser, der er på vej, travende ind i og ud af billedrummet.
Med sit fokus på vejen taler kunstnerens værker ind i og bibringer nye perspektiver på aktuelle samfundsspørgsmål – omkring vejen som på én gang et uundværligt infrastrukturelt landskabselement, der knytter Danmark (og verden) sammen, og et menneskeligt indgreb i naturen. Disse forskellige veje løber parallelt i Poul Anker Bechs billed-univers; fra en opmærksomhed på vejens æstetik til en refleksion over de spor, mennesket sætter i landskabet.


