EN
 

Nål & tråd - Håndarbejde i kunsten

Nål & tråd – Håndarbejde i kunsten præsenterer en lang række kunstnere, som på tværs af både tid og sted, motiv og medie arbejder i krydsfeltet mellem kunst og håndarbejde. Gennem den danske kunsthistorie fra 1800-tallet til i dag dykker udstillingen ned i håndarbejdets traditioner og kunstneriske nybrud og fortæller historien om de arbejdende hænder i en tid, hvor flere søger mod håndarbejdet i form af strik, hækling og broderi.

Igennem århundreder har håndarbejdet været en central del af kvinders husholdningsarbejde, ligesom det også har været en væsentlig indtægtskilde. I takt med industrialiseringen skyder klædefabrikker op over hele landet, herunder Bechs Klædefabrik, der i dag danner ramme om Vendsyssel Kunstmuseum. Også i billedkunsten har håndarbejdet sat sine spor. Det er de tråde, udstillingen samler op: fra historiske værker, der skildrer håndarbejdende mænd og kvinder, over billedvævere, der forvandler garn til originale kunstværker, til samtidskunsten, der har genopdaget håndarbejdet. På udstillingen vises værker af:
Harald Giersing, Franka Rasmussen, Trine Søndergaard, Amalie Smith, Anna Thommesen, Adam Jeppesen, Anna og Michael Ancher, P.S. Krøyer, Wilhelm Bendz, Gudrun Hasle, Hannah Toticki, Birke Gorm, C.W. Eckersberg, Julius Paulsen, Karoline Ebbesen, Ragna Braase, Olivia Rode Hvass, Annette Holdensen, Olivia Holm-Møller, Inge Bjørn, Adam Christensen, Isabel Berglund, Allan Otte, Bank (Lone Bank) og Rau (Tanja Rau), Anders Bonnesen, Niels Larsen Stevns, Emil Gregersen, Berit Hjelholt samt Jenny Hansen.

Udstillingen er produceret af Kunstmuseum Brandts og realiseret i samarbejde med Sorø Kunstmuseum og Vendsyssel Kunstmuseum, hvor de mange indlån suppleres af værker fra samlingen.

Udstillingen på Sorø- og Vendsyssel Kunstmuseum er støttet af: Statens Kunstfond, Aage og Johanne Louis Hansens Fond, Knud Højgaards Fond, Toyota Fonden, Lemvigh-Müller Fonden, Overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat og Beckett-Fonden.