EN
 

Verdens Lege. En sanseudstilling for børn og voksne

Overalt i verden leger børn. De spiller bold, tegner tegninger, leger gemmeleg, fangeleg og meget andet. Udstillingen Verdens Lege sætter fokus på leg som en almenmenneskelig egenskab - noget, vi alle har til fælles, uanset hvor og under hvilke vilkår vi vokser op.

Nogle af verdens bedste fotografer har indfanget legende børn fra mange forskellige lande med deres linser. Fotografierne giver en fornemmelse af, hvordan børn lever og leger rundt omkring i verden, og kan ses på udstillingen.

Her vil man også kunne opleve et kunstværk af billedkunstner Hartmut Stockter (f. 1973), der inviterer til leg, ligesom digter og filmskaber Jørgen Leths (f. 1937) film Det legende menneske vises som en del af udstillingen. Ved en række legestationer kan børn og voksne selv prøve kræfter med lege fra hele verden og få inspiration til at lege nye lege i klasseværelset, SFO'en, sportsklubben eller derhjemme.

Udstillingen er arrangeret i samarbejde med Kastrupgårdsamlingen.
Udstillingen på Vendsyssel Kunstmuseum er støttet af Nordea-fonden.

Afsættet for udstillingen er bogen Verdens Lege, hvor kunsthistoriker og museumsinspektør på Kastrupgårdsamlingen, Louise Banke, gennem 'mund-til-mund-metoden' har indsamlet mere end 40 lege og fotos af børn fordybet i leg, fra vidt forskellige steder i verden.
Bogen er udgivet på Forlaget Gyldendal med støtte fra VILLUM FONDEN.

Fotos: Allessandro Bergamini (beskåret), Murat Kaya og Summer Kamal