EN
 

Frodo Mikkelsen: Dødedans

Udstillingen Dødedans har fokus på vores opfattelse af døden og ligger i forlængelse af Frodo Mikkelsens (f. 1974) eksisterende værkpraksis, hvor forholdet mellem liv og død er et gennemgående tema.

Frodo Mikkelsens kunstneriske virke udspringer af streetart, og allerede som tiårig begyndte han at pryde de københavnske gader med graffiti. Dette skinner tydeligt igennem i hans kunst, hvor stærke farver, stiliserede tags og enkle figurer med populærkulturelle referencer går igen. Han arbejder med et bredt spektrum af medier – maleri, grafik, skulptur, keramik, installation, mail-, street- og landart.

Udstillingen udfolder forholdet mellem liv og død som et grundtema i Frodo Mikkelsens værker igennem en omfattende præsentation af kunstnerens mangefacetterede arbejde fra 2000’erne og frem til i dag, herunder helt nye værker, produceret specifikt til udstillingen.

Udstillingen er støttet af Augustinus Fonden og Knud Højgaards Fond.