EN
 

DET STORE I DET SMÅ - Samlingsophængning

En detalje, et øjeblik, en stille stund eller en tilfældighed kan ved første øjekast syne ubetydelig, men senere hen sætte et afgørende aftryk i vores bevidsthed. Ofte er det de små ting, der gør den store forskel i tilværelsen.

På udstillingen DET STORE I DET SMÅ præsenteres et værkudvalg fra museets egen samling. Værkerne spænder over ni årtier og tæller alt fra maleri, skulptur, keramiske relieffer og billedvævninger. Fælles for dem er, at det basale ophøjes til selve hovedfortællingen, hvor den mindste beretning bliver vigtig og betydningsbærende i sig selv.

Med ganske få elementer formidles en naturoplevelsepå grænsen mellem det storladne og det altopslugende, det håndgribelige og det udefinerbare i Johannes Hofmeisters (1914-1990) maleri Landskab med kirke, mens man i Søren Elgaards (f. 1951) motiver vil opleve, at verden splintres i facetter, hvor kunstneren tilstræber at indfange storbyens pulserende rum. I Arne L. Hansens (1921-2009) Et midsommerdøgn på Skagen Nordstrand set mod Grenen fra 1975 skildrer kunstneren noget så elementært som døgnets fireogtyve timer gengivet på træstykker, som er blevet slebet og vasket i bølgerne og bleget af lyset ved Skagen. Malerierne “Chet Baker I og II” skabte Poul Winther i perioden 1988-1991 som en hyldest til jazztrompetisten og -sangeren Chet Baker (1929-1988). I malerierne skildres den samme opstilling af genstande i henholdsvis en lys og en mørk udgave, og mødet mellem de to værker gengiver et univers af ligheder og forskelle, og hvor musikken som inspirationskilde danner udgangspunkt for maleriets kompositoriske udfoldelse.

Udstillingens værker kan betragtes som kunstnernes individuelle hyldest til dagligdagen – til observationer og iagttagelser af de fysiske rammer, som livet udfolder sig inden for, og til de mennesker, vi omgiver os med. Der er med andre ord tale om spejlinger af tilværelsen, hvor kunstnerne hver på deres måde har hæftet sig ved det store i det små.  

Kunstnere
Søren Elgaard · Svend Engelund · Arne L. Hansen · Peter Hentz · Johannes Hofmeister · Helge Holmskov · Erik Nørgård · Kaj K. Nørkjær · Torbjørn Olsen · Mads Dahl Pedersen · Erik Rasmussen · Bent Skytte-Rasmussen · Ernst Syberg · Poul Winther · Carlo Wognsen · Gustaf Wolmar




Udstillingen vises fra 2. september 2020