Poul Winther - Ting, ingenting og alting
En retrospektiv udstilling om maleren, grafikeren og tingfinderen Poul Winther (1939-2018)
Poul Winther har livet igennem markeret sig som en moderne Skagenkunstner. Winthers personlige billedunivers udfolder sig omkring opskyllet vraggods og andre ting, som han fandt på strandene ved Skagen. Tingene forvandlede han til opstillinger, der blev gengivet i maleri og grafik eller udgjorde skulpturer i sig selv.
De fundne ting af bl.a. træ, kork, metal og plastik synes umiddelbart værdiløse, uden betydning og indhold. Men i kraft af Winthers kunstneriske bearbejdning transformeres tingene fra “ingenting” til “alting”. Hans indsamling og iscenesættelse bevirker, at tingene opleves som bærere af fortællinger, følelser og stemninger.
Udstillingen giver indblik i Winthers kunstneriske udvikling fra 1950’erne til 2010’erne. Det alsidige værkudvalg består af maleri og skulptur fra Vendsyssel Kunstmuseums samling, indlånte værker fra andre museer samt adskillige værker i privateje.
De to malerier “Chet Baker” I og II er blandt udstillingens hovedværker. Winther skabte malerierne som en hyldest til og nekrolog over jazztrompetisten og -sangeren Chet Baker (1929-88). Malerierne skildrer den samme opstilling af genstande i hhv. en lys og en mørk udgave. Mødet mellem de to værker afspejler sig i udstillingen som helhed; et univers af ligheder, forskelle, lys og mørke.
På museets 2. sal udstilles et udvalg af Winthers grafiske arbejder fra museets samling. Her vises også en dokumentarfilm om Winther: 'Havgus - sand i øjnene' af Pier Maria Andersen.
Projektet er støttet af: Augustinus Fonden, Beckett-Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond
Biografi
Poul Winther (22. februar 1939, Skagen - 9. juni 2018, København) boede og arbejdede i Skagen og København. Han var uddannet tømrer og bygningskonstruktør. Som kunstner var han autodidakt – dog modtog han vejledning af kunstnerne Karl Bovin (1907-85) og Svend Wiig Hansen (1922-97). Winther debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1958 og var medlem af kunstnersammenslutningerne Koloristerne og Vrå-udstillingen fra hhv. 1963 og 1965.
Udstillingen vises 11. maj - 18. august 2019