SURIYA - i det land, der var
På udstillingen indgår værker af de fire billedkunstnere Pernille Kløvedal Helweg (DK), Cai-Ulrich von Platen (DK), Mette Gitz-Johansen (DK) og Issa Touma (SYR). Værkerne fordeler sig indenfor fotografi, video, installation, keramik og tegning, og er baseret på kunstnernes observationer, reaktioner og refleksioner fra deres ophold og rejser i Syrien både før og under borgerkrigen.
Pernille Kløvedal Helweg har skabt et midlertidigt Øje Tempel i museets høje “katedralske” rum. Her indgår 1200 små øjeidoler i stentøj til gudinden Ishtar fra Øjetemplet på Tell Brak. Ishtar blev i oldtiden tilbedt som dronning af himlen og jorden og gudinde for krig, kærlighed og sex. Hun formåede at rejse ned til de døde i underverden - og vende tilbage i live. På udstillingen er dette symboliseret ved en stige på 11 m. Stigen refererer samtidig til de mange kulturlag fra resterne af tusinder års beboelse i en af verdens første byer Tell Brak. I dag anses øjeidolerne stadig som ”tegn på liv ved at blive set, hørt og husket i samtiden både som en dialog med fortiden, men også som en forventning til fremtiden”.
Cai-Ulrich von Platen og hans familie opholdt sig i 2005 to måneder i Bayt al-Aqqad, som rummer det danske institut i Damaskus. Her filmede han forskellige situationer på sine ture rundt i byen og på udstillingen kan man se glimtvise uddrag fra disse optagelser gennem et fem meter langt rør. Det er billeder fra et fredeligt Damaskus, fra før krigen brød ud, men de ses nu i lyset af krigen og afgiver derfor både følelsen af glæde og sorg - og måske håb.
Mette Gitz-Johansens bidrag til udstillingen er bl.a. videoværket ”Green”, der på baggrund af optagelser fra Umayad Moskeen i Damaskus viser en intens opmærksomhed og et indforstået fællesskab omkring et sted og samtidig fornemmelsen af at være afskåret fra en egentlig indsigt som den udenforstående observatør. Derudover er krigens aktualitet - oplevelsen af tab og det at fortabe sig - reference for både en større blyantstegning på pap og en serie fotografier.
I august 2012 vågnede den syriske fotograf og galleriejer Issa Touma op til begyndelsen på den syriske borgerkrig. I de følgende ni dage opholdt han sig ved vinduet i sin lejlighed og filmede urolighederne nede på gaden. Issa Touma vandt European Film Awards 2016 for bedste dokumentarfilm med filmen ‘9 Days from My Window in Aleppo’. Filmen indgår i udstillingen sammen med 7 større fotografiske værker fra før og efter krigsudbruddet.
Udstillingen vises 21. april - 19. august