EN
 

Skandinaviens største julekrybbe

Det er med stor fornøjelse, at Vendsyssel Kunstmuseum kan vise Skandinaviens største julekrybbe, der er skabt af Kirsten Hørby.

Det hele begyndte, da Kirsten som tiårig i 1954 flyttede med sin familie til Rom. Her opdagede hun til sin store fortvivlelse, at det var umuligt at opdrive det grantræ, der for hende, ligesom for mange danskere, er en væsentlig del af julen. Kirsten blev af sine forældre opmuntret til at undersøge, hvordan hendes italienske venner fejrede julen. Her stod det hurtigt klart, at afløseren skulle findes i julekrybben. Allerede det første år fik hun tre figurer - Josef, Maria og det lille Jesusbarn - og krybben blev bygget af tre stykker brænde. Siden er endnu 328 terrakottafigurer kommet til, og landskabet har efterhånden bredt sig over 18 kvadratmeter. I dag er den Skandinaviens største. Udover figurerne består den af naturmaterialer, som i år blandt andet er indsamlet og bearbejdet af børn fra Hjørring Kommunes institutioner Børnehuset ved Kilden, Hjørring Ny Steiner og Hjørring Private Realskoles SFO. 

Sammenlagt har Kirsten Hørby boet i Rom i mere end 40 år, hvor hun har forsket på Vatikanbiblioteket og undervist på byens universitet. Derudover har hun boet og studeret i Frankrig i 6 år. I dag er hun lektor ved Aalborghus Gymnasium, hvor hun underviser i fagene dansk, fransk, italiensk, billedkunst og oldtidskundskab. På gymnasiet var krybben i en årrække en fast del af juletraditionerne, men har de seneste år været udstillet i Nibe Kirkes kapel og på Utzon Center i Aalborg for nu at fejre 60 års fødselsdag her på museet.

20. november 2016 - 8. januar 2017