Søren Friis og Ninne Nielsen - Hirtshals Havn
Hirtshals Havn er Hjørring Kommunes største arbejdsplads
og en forudsætning for Hirtshals bys opståen og
eksistens. På udstillingen tager de to billedkunstnere
Søren Friis og Ninne Nielsen afsæt i havnen og lader sig
inspirere og udfordre af stedets kunstneriske potentiale.
Med udgangspunkt i den brogede mangfoldighed, der
findes på havnen, hentes motiver og ideer, som omsættes
til skulpturer og billeder. Det genkendelige og konkrete
bearbejdes i et personligt billedsprog. Fælles for de to
billedkunstnere er en analytisk, systematisk, men også
eksperimenterende tilgang. Trods forskelligheder i udtryk
bindes de to billedkunstnere således sammen af en fælles
arbejdsmetode.
Søren Friis og Ninne Nielsen har flere fælles udstillinger
bag sig, og de er begge tilknyttet Hirtshals Fyr, hvor de
også arrangerer udstillinger.
Søren Friis (f. 1953) er uddannet arkitekt fra Arkitektskolen i Aarhus. Efter at have arbejdet i en årrække som arkitekt i Friis og Moltke har han siden 2005 helliget sig arbejdet med kunst. Ninne Nielsen (f. 1946) er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi samt fra Kunsthåndværkerskolen i København.