EN
 

Uden for myldretid

’Uden for myldretid’ er en fotoudstilling, der fokuserer på Danmarks yderområder og deres stedbundne potentialer, såvel de naturbårne som de menneskelige.

Med afsæt i konkrete steder og fortællinger landet over, fra Bornholm over Lolland og Falster til Nordjylland, søger udstillingens fire fotografer, Christina Capetillo, Torben Eskerod, Carsten Ingemann og Henrik Saxgren, at indkredse et anderledes syn på Danmarks yderområder. Fælles for de fire fotografers billeder er, at det dokumentariske aspekt er nedtonet med en ambition om at løfte projektet ind i et kunstnerisk rum.

Med afsæt i en tro på, at det er muligt at skabe billeder, der tilbyder en alternativ og ny måde at se yderområdernes landdistrikter og landsbyer på, forsøger udstillingens værker at frigøre sig fra fordommene om udkantsområderne; om stilstand og stagnation. I stedet fokuserer udstillingsprojektet på at fremhæve den lokalt forankrede identitet og de lokale kvaliteter i en global verden.

Udstillingen er finansieret af Realdania, og fotograferne har haft fuld kunstnerisk frihed. Udstillingen vises i samarbejde med Bornholms Kunstmuseum, Fuglsang Kunstmuseum og Museum Sønderjylland - Kunstmuseet i Tønder.

12. oktober 2013 - 5. januar 2014