EN
 

Hinsides horisonten - et møde mellem Poul Anker Bech og Niels Lergaard

To malere, to landsdele og to udtryk mødes i forårets længe ventede udstilling, planlagt i samarbejde med Poul Anker Bech i 2008. Vendsyssel Kunstmuseum markerer i samarbejde med Arbejdermuseet og Bornholms Kunstmuseum året, hvor Poul Anker Bech den 13. april ville være fyldt 70 år.

Poul Anker Bech (1942-2009) lagde ikke selv skjul på, at han var inspireret af Niels Lergaard (1893-1982). Særligt ses i Poul Anker Bechs sene værker en optagethed af det hos Niels
Lergaard så klassiske motiv, der dukker op mod slutningen af 1920’erne; udsigten over havet med den høje horisont – ofte flankeret af huse, mennesker og landskab. Hos både Poul Anker Bech og Niels Lergaard ses desuden en optagethed af eksistensen og de grundlæggende vilkår herfor. Ofte sættes det flygtige overfor det bestående og det abstrakte overfor det konkrete – i værkerne accentueret i såvel formsprog som indhold.

I både Poul Anker Bechs og Niels Lergaards motiver er inspirationen fra de karakteristiske landskaber i henholdsvis Vendsyssel og på Bornholm nærværende, men ofte bliver landskaberne bærere af en dybere refleksion, der afspejler et kunst- og natursyn, der rækker langt ud over en geografisk forankring – og mod det, der ligger hinsides horisonten. Dialogen de to malere imellem udspringer af en fælles motivisk optagethed af og dyrkelse af temaer som: Havet, horisonten, mennesket og landskabet.

Til udstillingen lånes værker fra museer og private landet over. Udstillingen vises efterfølgende på Arbejdermuseet i København og Bornholms Kunstmuseum.

14. april - 19. august