Esbjerg Evangeliet og skitser af maleren Erik Hagens
Fra den 4. februar til den 29. marts udstilles ’Esbjerg Evangeliet’ på Vendsyssel Kunstmuseum. Eller det vil sige en reproduktion af det, for selve det store vægmaleri befinder sig i foyeren på CVU Vest i Esbjerg. Det blev malet af Erik Hagens i perioden 2003-2005 og udført med støtte fra Statens Kunstfond. Udsmykningen dækker 135 kvadratmeter. Reproduktionen består af stofbannere, der tilsammen løber over 30 meter, og museets håndværkere arbejder på højtryk med at bygge et ”rum i rummet” på museets førstesal, hvorpå banneret kan løbe.
’Esbjerg Evangeliet’ er Erik Hagens’ bud på et danmarksbillede. Bibelhistorien er udgangspunktet, men den fortælles gennem nutidige motiver. Eksempelvis skildres Jomfru Maria som enlig mor i en etværelses lejlighed, og ærkeenglen Gabriel er blevet til en transistorradio med vinger. Under motivet ser man en henvisning til skriftstedet i Biblen om Bebudelsen. Der er mere end 150 steder på maleriet anført kapitel og versnummer fra de relevante skriftsteder. Udstillingen er arrangeret i samarbejde med Skole-Kirke-Tjenesten i Hjørring ved Inger Brinkmann Poulsen. ’Esbjerg Evangeliet’ er oplagt at inddrage i undervisningsregi, og der vil under udstillingen være mulighed for at få en omvisning ved en præst. Der er desuden udarbejdet et undervisningsmateriale, som lærere og elever kan gøre brug af i forbindelse med besøget på museet.
En udsmykningsopgave af et sådant omfang kræver et grundigt forarbejde fra kunstnerens side. Det er lykkedes museet at få en udstilling med Erik Hagens’ skitser til vægmaleriet. Man har derfor mulighed for at følge den kunstneriske proces – fra den rå arbejdsskitse, hvor motivet gradvist vokser frem, til det færdige og detaljerige vægmaleri.