Poul Janus Ipsen - Amerikanske drømme
Vendsyssel Kunstmuseums sommerudstilling 2005 viser en stor samling af maleren og grafikeren Poul Janus Ipsens (f. 1936) værker, fra 1960erne til i dag. Størstedelen af de udstillede værker er en testamentarisk gave fra den nyligt afdøde samler Erling Hansen, der var en kender af kunstnerens værker ligesom han var Poul Janus Ipsens nære ven.
Poul Janus Ipsens maleriske univers udgøres af ofte fotorealistiske fremstillinger af surreale motivsammensætninger. Dyr, objekter og menneskefigurer optræder som symboler i værkerne, hvor fantasi og drømmesyn sætter dagsordenen for en dygtigt gengivet verden. Det er nemlig Poul Janus Ipsens sans for realistisk gengivelse, der fanger beskuerens blik og igangsætter interessen for værkets indhold. Når beskueren nærmer sig værket, er det en fiktiv og eventyrlig verden, der møder ham. En verden befolket af identitetsløse og handlingslammede silhuetter, ofte blot repræsenterede ved en hånd eller en fod. Når figuren endelig giver sig til kende, er det ofte i form af malerens eget selvportræt eller en gengivelse af samleren og vennen Erling Hansen.
Det meste af Poul Janus Ipsens kunstneriske karriere har taget sin form i USA, nærmere bestemt i New York, hvor han fra 1979 til for få år siden har boet og arbejdet. Udlængslens forestillinger om den fremmede kultur såvel som den amerikanske livsstil, der mødte kunstneren, har haft stor indflydelse på Ipsens værker. Dette ses både i motiverne og i farveholdningens udvikling på lærredet. Socialt engagement og fascinationen af amerikanernes afslappede holdning til livets vilkår, kommer hos Poul Janus Ipsen til udtryk igennem kunstens virkemidler. Ikke mindst i en billedserie lavet i samarbejde med Bent Karl Jacobsen (f. 1934) i 1976, hvor New Yorks indbyggere fremstilles fotografisk med markante farver som symbolske pejlingsmærker.
Poul Janus Ipsen har en mani for at samle på alt fra himmel til jord. Ting fundet eller købt på markeder, i butikker og i naturen bliver integreret i hans kunstneriske arbejde fra objekter i samlingen til symbolske figurer i hans motiver. På samme måde bruges erindring og fotografi til senere at indsætte sete ting og begivenheder i Ipsens motiver af udtænkte scenarier. Dette er med til at gøre hans billedunivers til et møde imellem fiktion og virkelighed, drøm og realitet.
Udstillingen åbnes af Poul Janus Ipsen og kan ses frem til den 7. august 2005.