Nicolai Howalt - Boxer
Den prisbelønnede fotograf Nicolai Howalt har gennem flere år fulgt drengeboksere i ind- og udland. Resultatet er bogen BOXER, der lige nu danner grundlaget for foyerudstillingen på Vendsyssel Kunstmuseum. Med en serie dobbelt-portrætter (9 sæt), viser Howalt en række store teenagedrenge i bokseudstyr fotograferet umiddelbart før og efter en boksekamp. Resultatet er en række en face-portrætter alle optaget på hvid baggrund, der vækker mindelser om politiets forbryderkataloger. Howalts fotografier benytter sig således af et billedsprog midt mellem kunst og dokumentarfotografi. De iscenesatte øjebliksbilleder før og efter kampen antyder en fortælling, der udspiller sig i den mellemliggende tid. Der antydes en fortælling, der er præget af nerve, følelse, forventning og ikke mindst voldsomme energi-udladninger. Spændingen mellem det første og det andet billede, de sveddryppende, forslåede pubertære ansigters forvandling som følge af boksekampen, kan nu ses på Vendsyssel kunstmuseum.
I forbindelse med udstillingen er det muligt at købe bogen BOXER med forord af den amerikanske forfatter Edward Bunker (Høg over høg, Forbryderbilleder) for kr. 250,-.