EN
 

Passion - Birthe og Niels Rokkedals samling

Åbningsudstillingen i Vendsyssel Kunstmuseums nye bygning i Hjørrings centrum er en sjælden præsentation på disse kanter. Det er lykkedes at låne en imponerende privatsamling af international kunst fra 1960 til i dag. Fortrinsvis af amerikanske og europæiske kunstnere.

Birthe og Niels Rokkedal, ejere af samlingen, er begge fra Vendsyssel. Et held for Vendsyssel Kunstmuseum og forklaringen på, at vi i Hjørring kan indvie det nye kunstmuseum med så fornem en international udstilling. Niels Rokkedal er uddannet civilingeniør, men har været fascineret af billedkunst siden sin tidligste ungdom. Han har alle dage haft gode øjne for kunst. Da han i 1966 sluttede sine studier på Polyteknisk Læreanstalt i København, fejrede han således sin eksamen ved at købe sit første billede, et lille intenst maleri af Henry Heerup - og mens han var indkaldt, cyklede han op til Richard Mortensen i Ejby i håb om at øge sin samling og sin viden. Det blev indledningen til et livslangt venskab, som fik stor betydning for Rokkedals videre færd som samler.

Rokkedal har været vidt omkring i verden. Allerede i 1967 blev han headhunted af IBM, hvor han gjorde en strålende karriere og sluttede som Vice President, med base i Paris og med Europa, Mellemøsten og Afrika som sine ansvarsområder. I 2000 trak han sig tilbage for at hellige sig sin familie og sin interesse for kunst. Hans samling talte på dette tidspunkt mere end 700 numre, og den øges fortsat med væsentlige værker af internationale kunstnere.

Det drejer sig for Europas vedkommende fortrinsvis om fransk og tysk kunst, mens samlingens absolutte tyngdepunkt udgøres af nyere amerikansk kunst. Rokkedals stadige rejser for IBM gjorde det muligt for ham at få førstehåndskendskab til de værker, der i løbet af 1960´erne flyttede tyngdepunktet i kunstlivet fra Europa til USA - og han har købt fremragende ind. Ikke mindst er de to væsentligste skikkelser i amerikansk efterkrigskunst, Robert Rauschenberg og Jasper Johns fornemt repræsenteret - det er ikke for meget at sige, at Rokkedals samling af disse to centrale begavelser er den væsentligste på området herhjemme. Alene af Rauschenberg ejer han ti glimrende værker.

Men de fleste genrer og kunstnere, som har tegnet den internationale kunstscene i sidste fjerdedel af det 20.århundrede, er repræsenterede i Rokkedals samling: minimalisme, konceptuel kunst, fotorealisme, nouveau realisme, fluxus, de nye ekspressionister, de postmoderne og det nye fotografi.

Det danske islæt i samlingen er også stærkt. Ud over værker af klassikere som Heerup og Richard Mortensen rummer den en stribe strålende billeder af Poul Gernes og en fornem repræsentation af Per Kirkeby, fra hans tidlige lakmalerier fra 60´erne og frem til hans sene og mere lyriske oliebilleder fra århundredskiftet. Men også yngre folk som Mikael Kvium og Christian Lemmertz har Rokkedal haft øje for og købt godt ind af. Og han har ikke glemt sin oprindelse - ud over et stærkt maleri af Johannes Hofmeister er den nordenfjordske kunst repræsenteret ved et righoldigt udvalg af Poul Anker Bechs værker og et særegent billede af Ole Tersløse Jensen.
Birthe og Niels Rokkedals samling er kort sagt vokset naturligt i trit med tiden, så den nu må høre mellem de mest spektakulære og mest repræsentative herhjemme, når det gælder udviklingen siden efterkrigsårene. Kun Louisianas samlinger overgår den i righoldighed. En i sandhed imponerende indsats, som det er fantastisk at vi får mulighed for at se ikke blot i Nordjylland men i Danmark.

Efter Vendsyssel Kunstmuseum vises udstillingen på Sofienholm fra 5.juli 2003.

5. marts - 9. juni