EN
 

Kunstneren som sig selv

En lille nisse rejste – rundt til stormoguler og andet godtfolk – i jagten på verdens største mand. Forgæves – kun i spejlbilledet i vandpytten, selvportrættet, og i de nære omgivelser fandt han tilfredsstillelse.

Motivet til selvportrættet er altid indenfor rækkevidde, og granskningen kræver kun at inspiration og tålmodighed er til stede. Lundbye, van Gogh, Larsen Stevns og mange andre har afsøgt det indre univers måske i ønsket om selverkendelse og afklaring. Kan hænde i ønsket om omverdenens evige erindring.

Erling Hansens store samling af danske kunstneres selvportrætter afslører formentlig både den nævnte selvransagelse og ønsket om at sætte sig spor, men samlingen er i særlig grad fortællingen om én persons utrolige oplevelser i kunstens verden. Den afspejler personlige interesser og beskriver mødet mellem den dybt engagerede iværksætter og de mange kunstnere, der i årenes løb er indfanget af en initiativrig og påvirkelig blæksprutte. Samlingen er i virkeligheden Erling Hansens erindringer uden strejf af iscenesat selvhøjetidelighed.

Mangfoldigheden i kunstens verden gennem et halvt hundrede år fremgår tydeligt. Det ekspressive, det konkrete, det koloristiske, det vilde, det sarte, det specielle, det stærke og det svage afspejles mere i denne samling end i noget andet sted på museer eller i gallerier.

Derfor er vi glade for at kunne præsentere samlingen på Vendsyssel Kunstmuseum.

Erling Hansen er kommet på kunstmuseet gennem mange år qua sin årelange kontakt til Det Grafiske Værksted i Hjørring. Her er han bl.a. kommet med sin kunstnerven Poul Janus Ipsen. Men derudover er der det specielle og i forhold til Erling Hansens samling aktuelle forhold, at Vendsyssel Kunstmuseum har en nichesamling netop af kunstnerselvportrætter heriblandt Agnete Bjerre, Poul Bjørklund, Jørgen Boberg, Søren Hjort Nielsen m.fl.

Årsagen til at museet arrangerer udstillingen nu er, at Erling Hansen for ganske nylig har testamenteret samlingen til Vendsyssel Kunstmuseum. Museet ønsker med denne præsentation af en fremtidig donation at takke én af de for danske kunstmuseer helt uundværlige privatsamlere.
 

I forbindelse med udstillingen udgives en publikation om samlingen `Kunstneren som Sig Selv´. Den er på 48 sider med 34 farvegengivelser. Teksten er skrevet af forfatter og redaktør Ole Lindboe. Ole Lindboe er redaktør af Magasinet Kunst og af DK4´s kunstmagasin ”Kunst i Øjet”. Han er forfatter til en lang række kunstbøger, bl.a. om Gunleif Grube, Bjørn T.Hansen og Arne Haugen Sørensen.

16. august - 19. oktober