EN
 

Jacob Rantzau - So far Away

So far Away er billedkunstner Jacob Rantzaus (f. 1973 i Aalborg) første større soloudstilling i 5 år. Den er skabt specifikt til Vendsyssel Kunstmuseum, og med værkinstallationer på op til 10 x 10 m udfordrer Rantzau både sig selv og museets arkitektur. Jacob Rantzaus værker kredser omkring menneskefiguren, og i motiverne ligger ofte referencer til nutidige samfundsstrukturer og problemstillinger.

Et gennemgående tema i udstillingen er tidens informationsflow og fænomenet FOMO – angsten for at gå glip af noget. Igennem de senere år har landskabet gradvist fået mere fylde i Jacob Rantzaus billeder og dermed også samspillet mellem menneske og natur. I takt med motivets udfoldelse indføjer sig også referencer til klimadebatten og de globale udfordringer verden står overfor. Det er tankevækkende værker, som går dybt – i såvel kunstnerens som beskuerens bevidsthed.    

Udstillingen indledes med portrætserien, der bærer titlen ’Verdens lykkeligste land’. Her konfronteres beskueren med bredt smilende ansigter, der i deres enerverende tilstedeværelse både er på og samtidig synes fraværende. Motiverne bevæger sig fra det skarpt detaljerede, over det opløselige til det abstrakte. Fra det individorienterede overgår fortællingen gradvist i landskabsmalerierne til samspillet mellem menneske og natur for til slut at kulminere i tre installationer, der på forskellig vis og i både bogstavelig og overført betydning trækker tråde til FOMO og dilemmaet mellem at give slip og holde fast i alting – på én og samme tid. 

Kunstnerens arbejdsproces belyses i et særskilt skitserum på 1. sal med hundredvis af arbejdsskitser og forarbejder samt tilblivelsen af værket ’So far away’ i filmen af samme navn, varighed ca. 60 min., produceret af instruktør Martin Strunge og med lydunivers af Simon Kringel fra Unmute. 

Baggrund

Igennem de senere år har Jacob Rantzau opholdt sig på en række museer, heriblandt Skagens Kunstmuseer og Brandts, Odense, hvor han in situ har studeret værker af malere som P.S. Krøyer (1851-1909) og H.A. Brendekilde (1857-1942), og under et ophold i Vendsyssel Kunstmuseums kunstnerbolig og -atelier i 2017, Poul Anker Bech (1942-2009).

For Jacob Rantzau har studieopholdene været en pause – et mellemrum, hvor han har fordybet sig i processen – både i de studerede kunstneres og sin egen. Det er kendetegnende for Jacob Rantzaus arbejde, at han kontinuerligt udfordrer både sig selv, sit maleri og beskueren – og med udstillingen So far Away føjes der endnu et lag til Jacob Rantzaus kunst.  

Udstillingskatalog

I forbindelse med udstillingen udgiver Vendsyssel Kunstmuseum et rigt illustreret katalog, indeholdende ateliersamtaler med Jacob Rantzau ved museumsdirektør Sine Kildeberg samt klimadebattør og forfatter Asger Naruds artikel ’Jo, lille Danmarks indsats nytter noget. Faktisk kan den gøre en verden til forskel’ (oprindelig udgivet på Zetland), som i ord kredser omkring de samme tanker og temaer som Jacob Rantzau udtrykker på lærredet. 

 

Projektet er støttet af Knud Højgaards Fond.

Udstillingen vises 1. september 2019 - 5. januar 2020