P. Nørkjærs Plads ved Vendsyssel Kunstmuseum


Arkitekt Kjeld Bjerg & Professor Bjørn Nørgaard

Det hele begynder allerede på gaden udenfor P. Nørkjærs Plads med en stor farvestrålende portal af glaserede kakler. Lokkes man indenfor af denne portal åbner der sig et overraskende byrum i hjertet af Hjørring. Et rum og en plads dramatisk iscenesat af Bjørn Nørgaard, der i al sin vælde henleder tankerne på et stort Gesamtkunstværk af wagnerske dimensioner.

P. Nørkjærs Plads blev indviet 5. juni 1989. Pladsen har navn efter Peter Nørkjær, der økonomisk gjorde projektet muligt. Peter Nørkjær var en af Hjørrings allerførste bilforhandlere. Han startende som beslagsmed med lærerplads hos smeden i Try i begyndelsen af århundredet og sluttede som bilforhandler med en blomstrende virksomhed i Hjørring. Nørkjær samlede før sin død sin formue i en fond, og hans sønner har med fondens donation villet minde faderen. Dette store projekt er altså opstået helt og holdent på privat initiativ og for private penge, uden aktiv deltagelse fra kommunen hverken idémæssigt eller økonomisk.

Pladsen er 1600 m2 stor, og bygningerne er udført af arkitektfirmaet Kjeld Bjerg, mens det store anlæg er udført af billedhugger Bjørn Nørgaard. Nybyggeriet indrammer pladsen og vandkunsten. Om aftenen tændes et strålende violet bånd, der løber i byggeriets linjer, ligesom vandkunsten bades i lys. Bjørn Nørgaards megakunstværk er en meget omfattende iscenesættelse med en sand overflod af mytologiske referencer, alt sammen struktureret ved hjælp af historiske og geometriske grundformer.

P. Nørkjær 1
P. Nørkjær2

Pladsen er lidt trang og Nørgaard spænder den til bristepunktet. Den er anlagt om en central og næsten symmetrisk akse, med et virvar af snørklede fortællinger, der skyder sig ind mellem hinanden. Selve vandkunsten består af et hovedbassin, hvorfra vandet løber i en lige akse ned gennem tre mindre damme. Vandet springer også lodret i rytmiske intervaller. Det 33 meter lange vandløb er udformet i et klassisk geometrisk formsprog, der afsluttes med en næsten 5 meter høj obelisk ved siden af en 1 meter høj runesten. Om obelisken snor der sig et uregelmæssigt granitbånd, og øverst sidder et stiliserede bronzehoved. Runestenen er groft hugget uden læsbare runer. Her risler vandet stille. I det store hovedbassin bruser vandet til gengæld, og det er også her selve hovedhistorien foregår.

Seks forvredne bronzefigurer (3 mænd og 3 kvinder) bærer en skinnende grøn Midgårdsorm med to hoveder, den spyr sin gift over stakkels Loke. Sigyn gør hvad hun kan for at fange giften i et fad – og afhængigt af vindforholdene lykkedes det hende at skåne sin mand fra at få den svidende gift i synet. Den store granitblok i hovedbassinet er selvfølgelig jorden, hvorom ormen vrider sig og den mytologiske scene udspilles.

Men midt i sceneriet befinder der sig en mand, der ikke umiddelbart har noget med nordisk mytologi at gøre. En hyrde, en pilgrim eller måske en præst, der står upåvirket midt i den drabelige historie og kigger lige frem for sig, som om intet var hændt. Åbenlyse kristne referencer blander sig allerede her med mytologien. Bag hovedbassinet står der i en rundbue tretten stiliserede kvinde- og mandsskikkelser, hvoraf den ene står forgyldt og lysende i midten – Jesus og de tolv apostle står bag det hele. Trods de kvindelige former, er de tretten figurer blevet så stiliserede, at de mest af alt ligner nogle af robotterne fra Star Wars. Således strækker referencerne sig ikke blot langt tilbage i historien, men altså også meget langt frem.

Hos Bjørn Nørgaard mixes den kristne kulturarv med den nordiske mytologi, ligesom han mixer en lang række forskellige materialer: granit, bronze, kakler, fliser, vand, marmor osv. Og ikke nok med det, så er der tilrettelagt en vandballet. I det lange vandløb er der nemlig indbygget musik, specielt komponeret til springvandet, der hver 10. minut før hver time lyder ud over pladsen, mens vandet springer i takt til musikken.

Totalteateret spiller med mange forskellige materialer og trækker på forskellige kulturelle referencer bl.a. fra den danske kulturarv. Således er fontænen ikke blot en af Bjørn Nørgaards store bedrifter, men også en smuk entré til én af byens store kulturinstitutioner, hvis opgave på billedkunstens vegne er at varetage den nordjyske kulturarv.

P. Nørkjær 3